1246 underskrifter i hus: Giv os flere parkeringspladser

gis os flere parkeringspladser

1246 underskrifter i hus: Giv os flere parkeringspladser

Sjællandske

Slagelse - 04. oktober 2017 kl. 07:27

Af Carsten Lysdal

 

En underskriftsindsamling bestående af 1246 navnetræk giver syn for sagn. Slagelses kunder ønsker bedre parkeringsforhold, og det samme gør butikkerne i midtbyen - primært dem på og omkring Nytorv.

Forleden overrakte Maybritt Snedker fra Otto Johansen derfor en diger stak kundeunderskrifter til Henrik Brodersen (DF), formand for landdistrikts-, teknik- og ejendomsudvalget, lige før han skulle til møde i udvalget, hvor parkeringsforholdene af netop den årsag blev drøftet endnu engang.

Det er nemlig en tilbagevendende problematik med parkeringspladser i centrum, og for særligt Otto Johansen i Nygade, der er byens ældste forretning, har de slette forhold åbenlyse konsekvenser.

- Nogle af vores kunder kan ikke gå så godt og har derfor meget svært ved at komme hertil. Faktisk har vi oplevet, at kunder langvejsfra vender om og slet ikke kommer herind, siger Maybritt Snedker.

Ønsket deles af i hvert fald 18 andre butikker i bymidten, der sammen med Otto Johansen har taget imod underskrifter. Otto Johansen selv har fået 435 på blokken.

Ønsket nyder opbakning hos udvalgsformand Henrik Brodersen.

- Jeg hører en masse om, at vi skal have bilerne ud af bymidten, og der skal være torve, der er indbydende. Det har jeg stor forståelse for, men jeg har så sandelig også forståelse for de her godt 1200 mennesker, der har skrevet under på, at de ønsker noget nær parkering, siger Henrik Brodersen, der tager opråbet - og underskriftsindsamlingen - som et tydeligt vink med en vognstang.

Ifølge Business Slagelse er det et kærkomment forslag med flere parkeringspladser. Det er et, som foreningen, der består af butikker i byen, arbejder på i skrivende stund i skikkelse af en masterplan for 2020. Her er parkeringsmuligheder et væsentligt emne.

- Det handler om fremkommelighed og tilgængelighed, men vi skal også passe på ikke at splitte bymidten ad. Vi foreslår et parkeringshus, siger formand Torben Kjerulff, der tilføjer, at det kan have konsekvenser at lade biler kunne køre ind på Nygade og Nytorv.

- Så vil det være et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke, siger Torben Kjerulff.