
Et generationsskifte er lige om hjørnet hos Otto Johansen på Nygade 4 i Slagelse. Den 30. juni takker Ib Larsen af efter 58 gode år, og giver faklen videre til datteren Maybritt Snedker.
Helt let bliver det ikke. Det lægger Ib ikke skjul på, da vi kigger ind i det lille kontor ved siden af butikken. Her er vægge og hylder fyldt med billeder og andre gode minder fra næsten 60 år i en af byens ældste forretninger. Der er ingen tvivl om at det bliver en vemodig afsked.
– Den er hård! Men jeg trænger til at give slip, erkender Ib, som rundede de 75 år d. 19. maj.
– Det har været nogle gode år jo. Men jeg synes, Maybritt skal til nu. Hun kan godt! – Selv om vi ikke er enige om alt, smiler Ib.Kontakten til kunderne
Selv er han ikke i tvivl om, hvad han kommer til at savne allermest: kontakten til kunderne.
– Det har altid været sjovt for mig at ekspedere. Når kunderne kom og troede vidste præcis, hvad de skulle ha’, og jeg så viste dem noget helt andet. Og de så bagefter kom ind for at sige tak!
Ib startede fra bunden i den også dengang kendte butik.
– Jeg kom i lære den 1.9.1962, så det er 58 år og 10 måneder siden, konstaterer Ib. – Den 10. janaur 1966 døde Otto Johansen. Han havde skrevet i sit testamente, at de fire ældste medarbejdere skulle overtage butikken. Da to af de fire ejere i 1979 blev ramt af sygdom, blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at købe havdelen af butikken, og i 1984 købte jeg den resterende halvdel, fortæller Ib. Gennem årene har han gang på gang udvidet og opdateret butikken, som har været gennem flere omfattende byggeprojekter, så rammerne om forretningen har fulgt med tiden.
En erhvervsafdeling kom også til, og voksede fra en fem meter lang hylde til en stor, selvstændig afdeling.Vigtige P-pladser
Her startede kampen for flere parkeringspladser i byen.
– I 1969 fik vi centret i Slagelse, man fjernede rutebilerne og P-pladserne fra Nytorv, lavede ensrettede gader og fjernede skråparkeringen på Schweizerpladsern. Så der blev længere for kunderne at gå, og skulle en lærling hente nyt arbejdstøj, kunne der let gå en time, konstaterer Ib.
Som i første omgang tilbød at køre ud til kunderne, og i 2012 købte den tidligere bankbygning på Marievangsvej og indrettede erhvervsafdeling her. Allerede et par år efter blev 250 kvm. bygget til.
– Derude tager det 5 minutter, så er de ude igen. På de ni år er omsætningen næsten foredoblet.
– Sidste gang vi undersøgte det, var det sådan at én P-plads genererede en årlig omsætning til bymidetn på 2 millioner kr.
Sådan er det også i dag: Der hvor man kan holde tættest på hoveddøren, der handler man. Det er ens for alle, fastslår Ib.
Som undervejs har at sit helt eget præg på det meste af den lokale tøjbranche.
– De er blevet til noget, alle mine lærlinge, siger Ib, og nævner en lind strøm af velkendte navne fra lokale herretøjsforretninger, som har hentet grundlaget hos Ib og Otto Johansen.
– Der har været mange. Og de fleste af dem har takket mig bagefter: Nu kunne de godt se, når de kom et andet sted hen, hvor meget de kunne.Hjem til haven
Nu venter nye tider. Forretningen overdrages til Maybritt, når regnskabet sluttes af d. 30.juni.
– Så får jeg lidt af sommeren med, konstaterer Ib, som ikke er i tvivl om, hvor det meste af tiden skal bruges: hjemme i haven. Billederne på telefonen viser en smuk og snorlige have med havebassin med vandfald.
– Jeg kan godt li’ at holde det nede. Jeg nyder når haven er i orden, og græsplænen er rettet af, fastslår Ib.
Spørger man hvad det er for en forretning, han overlader til Maybritt, falder svaret prompte:
– Det er en god, solid butik. Og vi har alt, lige fra sokke- og ærmeholdere til det sidste nye i habitter, smokinger, kjolesæt og jakker.
Generationsskiftet markeres med et generationsskiftesalg. Men nogen afskedsreception er p.t. ikke planlagt.
Og selv om Ib d. 1. juli siger farvel til kontoret i bymidten, vil han stadig ha’ sin gang i erhvervsafdelingen på Marievangsvej et par gange om ugen.– Tak for Otto
Maybritt Snedker, 51, tager som nævnt over efter sin far d. 1. juli. Det er iflg. Maybritt både vemodigt, men også dejligt.
– Jeg vil jo rigtig gerne takke min far for ”Otto”. Han har givet mig alle muligheder for, at det forsat skal blive en succes. Peter, Oliver og jeg vil gøre alt for at leve op til den tillid og det ansvar, vi har fået. Det er en gave, vi tager meget seriøst og vi vil gøre alt for, at Otto kommer til at bestå i mange år endnu, med samme gode service og varer.
Der er kommet lidt yngre blod til i Tobias, vores superelev, der startede med at være hjemsendt i to måneder og startede op 1. marts i år.
Her den 1. juli starter endnu en elev, Mikkel, som vi glæder os rigtig meget til at sige velkommen til. Vi trænger til ekstra hænder, da vores kunder så vel gamle som nye er kommet stærkt igen, efter vi måtte åbne op igen.
Ligeledes er der kommet et nyt ansigt på systuen nemlig Patricia, der vil tage godt imod kunderne på første sal. Der kommer endnu en ny medarbejder også her pr. 1. juli, nemlig min dejlige datter Maya, der skal stå for alt bogholderi, hjemmeside mm. Det bliver dejligt med hjælpen, så jeg kan være endnu mere ude i butikken, hvor jeg elsker at være.
– Vi håber alle vore kunder forsat vil tage rigtig god imod os.